Vuggestuehuset Lærkereden er normeret til 36 børn i alderen, 6 mdr. til 3 år. Børnene er fordelt på 3 stuer. Krudtuglestuen, spiloppestuen og filurstuen
Lærkeredens pædagogiske fundament bygger på en musikstilgang til trivsel, læring, udvikling og dannelse. Personalets engagement og glæde ved musik, sang og bevægelse, skal virke afsmittende på børnene. Vi er certificeret, som den første vuggestue i Danmark, ”sangglad mini”.
Da vi personaler og jeres børn opholder os i vuggestuen en stor del af vores tid, er det vigtigt, at vi omgiver hinanden med betydning – at vi gør en forskel. For at gøre en forskel eller betyde noget for et andet menneske, skal der være en gensidig relation. En gensidig relation betyder, at “vi har noget sammen”, som giver os forståelse for og viden om, hvem vi er. Når der opstår gode relationer, opstår der også mulighed for at udtrykke os som vi mener det – ikke som andre vil det! Gode relationer betyder, at man sætter grænser om sig selv uden at blive udelukket eller misforstået! Gode relationer betyder, at man har venner, er inkluderet i et fællesskab, har omsorgsfulde mennesker omkring sig. At man føler man hører til, udvikler social forståelse, får lov til at være den man er, og bliver anerkendt.
Vores dag er tilrettelagt sådan, at børnene får mulighed for at udvikle sig psykisk og fysisk i harmoni med deres alder og udvikling. Vi har fokus på legen, da den er meget vigtig i børns opvækst. Legen er udviklende og styrker fantasien.
I Lærkereden har vi særlig fokus på sprogtilegnelsen og sprogstimuleringen. Dette gør vi blandt andet via bevægelse, musik og sang. Vi vil bruge barnets glæde ved bevægelse, til at lege sproget frem.
Faglighed
Vi vægter høj faglighed, og for at holde personalet opdateret inden for området, deltager vi i forskellige workshops/kurser/uddannelse m.m., for at højne vores faglighed. Ca. 1 gang årligt afholdes der ligeledes personaledag.
Særlige tiltag/PPR: Vi oplever engang imellem, at et barn har brug for særlig hjælp. For at hjælpe barnet videre så hurtigt som muligt, vil vi med jeres samtykke indkalde særlige fagpersoner, som fx; talepædagog, fysioterapeut eller psykolog. I som familie har også mulighed for at søge rådgivning hos PPR. (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). I kan til enhver tid tage kontakt til personalet, der vil være behjælpelig med kontakt til PPR
TOPI: Vi er særligt opmærksom på det enkelte barns trivsel. For at sikre alle børn den bedste trivsel, bruger vi en opsporingsmodel TOPI, hvor vi to gange årligt systematisk kommer hele vejen omkring alle børn og vurdere deres trivsel. Opsporingsmodellen giver mulighed for tidligere, at fange det, hvis der skulle være noget under opsejling. Observerer vi, at der er børn der ikke trives, er det i tæt samarbejde med forældrene, vi laver en handleplan for den videre handling.
Sprogvurdering: Vi vurderer barnets sprogudvikling ved hjælp af materialet ”sprogtrappen” når baret er 1 og 2 år. Der ud over sprogvurderer vi alle børn inden børnehavestart. Barnets sprog bliver vurderet med henblik på, at opfange om der skal arbejdes specifikt med barnets sprog i Børnehaven. Der ud over laver vi sprogvurderingen for, at evaluere på Vuggestuens sprogarbejder. Har den indsats vi gør med sprogtilegnelsen den effekt vi håber på.