Morgen
Alle stuer og legepladsen er som udgangspunkt åbne hele dagen. Vi har dog ikke personale i hele huset/legeplads i alle timer, men vi laver aftaler med børnene, hvor de kan lege, således kan vi udnytte vores store hus/legeplads. Kl. 7.30 fordeler personalet sig, og der er mulighed for at lege forskellige steder og små aktiviteter er ofte i gang.
Formiddag
Fra kl. 9.30 når alt personale er mødt og frem til frokost ca. kl. 11.00 er der aktiviteter i børnenes grupper, det kan være spontane eller planlagte aktiviteter, eller en tur ud af huset. I løbet af et år vil der foregå mange forskellige ting i huset, ud af huset og på tværs af grupperne.
Frokost
I tidsrummet fra ca.11:00 til 12:30 spiser vi frokost, her har vi afslapning, med afslapnings musik, massage eller historie. Det er også i dette tidsrum, vi afholder fødselsdage, rundkreds, højtlæsning, og andre pædagogiske aktiviteter, herefter spiser vi madpakker med stilletid i ca. 5 min.
Eftermiddag
Efter frokost er alle ude til kl.14, hvor vi får eftermiddagsmad, som ofte også kan spises ude. Klokken ca.15:30 lukker vi dele af huset/legepladsen ned og samles.
Personale
Vi er 6 pædagoger, 1 medhjælpere, 1 studerende og en pædagogisk leder i Væksthuset, og vi har eksisteret siden 2010. Personalet skifter kollegaer, roterer stue hvert år, de bliver på denne måde udfordret af nye kollegaer, derved opstår der sjældent ”et plejer”. Onsdag og fredag har vi ude dag, da personalet på skift afholder stuemøder og har tid til skriftligt arbejde.
Årets traditioner
Vi finder det helt naturligt at arbejde med de danske traditioner i forbindelse med alle vore højtider. Det er jo en del af den danske kultur, som vi gerne vil være med til at værne om. I forbindelse med højtider og traditioner, fortæller vi børnene om baggrunden for netop denne tradition.
Fastelavn: Børnene elsker denne dag, hvor de kan få lov til at bevæge sig ind i andre roller i deres flotte udklædninger. Vi holder dagen på traditionel vis, med udklædte børn & tøndeslagning. Vi synger de gamle kendte fastelavnssange, og vi forsøger at lære nye.
Påske: Vi påskepynter med børnenes egne værker, og vi gemmer påskeæg udenfor, som bliver fundet med stor fornøjelse og vi synger påskesange.
Halloween: Vi udhuler græskar, klipper og klister Halloween pynt.
Jul: Vi holder jul på meget traditionel vis. Vi har fokus på, at december måned skal være hyggelig, vi pynter med børnenes egne kreationer, vi opretter juleværksted, som børnene kan benytte sig af, at arbejde i. Vi finder de gamle og også nye sange frem, og læser og fortæller julehistorier. Tæt på jul går vi i kirke i Hadsund.