Børnene skal have en drikkedunk med vand og en madpakke med til eftermiddagsmaden. Kom gerne en ekstra mad i madpakken – måske bliver jeres barn sulten sidst på dagen efter at have været på legepladsen og gi’ den gas.
Børnene skal have hjemmesko, skiftetøj, masser af godt varmt tøj og fodtøj til at bruge ude – vi er ude i alt slags vejr.
Tænk gerne over, når I køber fodtøj og overtøj, om jeres barn selv kan få det på. Det er dejligt for et barn, at kunne trække i tøjet selv og hurtigt komme ud at lege med vennerne. Det er også vigtigt for jeres barn, at selv kunne åbne madkasse og drikkedunk.
Det er en rigtig god hjælp for jeres barn, at tøj og sko ligger tilgængeligt i garderoben, sådan at barnet nemt kan få fat i det selv. At være selvhjulpen giver øget selvværd. Personalet hjælper naturligvis til, hvor det er svært.
Det er en god ide, at skrive navn i barnets tøj og sko, så er det lettere for jer at finde igen.
Der skal navn på madkasse og drikkedunk, så jeres barn kan finde det.
Det kan i perioder kræve meget af et barn at gå i børnehave og derfor kan du opleve at dit barn er træt, når du henter det sidst på dagen. Barnet har haft en lang arbejdsdag ligesom vi voksne har.
Hvis dit barn har brug for en middagslur, så er det muligt midt på dagen.
I løbet af de første 6 måneder tilbyder vi en forældresamtale med fokus på trivsel, udvikling, læring og dannelse.
Sygdom
Syge børn skal det blive hjemme.
Der er retningslinjer for, hvornår børn må komme i børnehaven ved sygdomme som børnesår, skoldkopper og lign. Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Hvis et barn bliver syg eller kommer til skade i børnehaven kontakter vi jer og aftaler nærmere. (Derfor vigtig med mindst to opdaterede telefonnumre på Aula)
Fødselsdage
I kan aftale med stuens personale, hvordan I ønsker at fejre dagen. Vi har desværre ikke mulighed for at gå hjem til fødselsdage.